fredag den 9. september 2011

stævne og lidt mere skole

I går var vi til vores 2. svømmestævne, og det gik rimelig godt!
Vi kørte derhen efter skole i en skolebus (så er den slettet fra min need to try list), og det var bare så vildt! Ej, det var ikke så vildt, bare en normal bus-agtig, men nu er det prøvet som en del af den amerikanske oplevelse :p

Jeg havde først 4x50 IM holdkap, hvor jeg svømmede bryst, - og vi vandt! Derefter havde jeg 50 fri, som jeg svømmede på samme tid som til sidste stævne, - og jeg vandt! Efter den var der 100 fly, som jeg vandt, og hvor jeg var 1,2 sekund fra at få skolens pool-rekord, (det havde været ret sejt) men desværre ikke denne gang. Til sidst var der endnu en holdkap, denne gang 4x100 fri - og vi vandt!

Det lyder måske lidt vildt sådan at vinde, vinde, vinde, men jeg må nok hellere lige tilføje, at det var et lille stævne mod én anden skole, så vi var altså ikke mange flere end en 40-stykker.. Alligevel succesfuldt (:

Da stævnet sluttede efter godt 1,5 time eller noget lignende (der er også udspring indimellem alle svømmeløbene - kun 4 deltagere denne gang, alle fra Detroit Lakes) tog vi et stop forbi Burger King, for lige at fylde lidt op på, hvad depoterne manglede (+ nok også lidt ekstra).

I morgen er der allerede stævne igen, denne gang er det bare et lidt større et med flere klubber. Jeg skal svømme bryst i IM-holdkappen, 4x50 fri holdkappen, 50 fri og 100 fri. Ret så kedelige løb egentlig, men det var, hvad min træner syntes jeg burde svømme.

Søndag står på lektier, afslapning, nogle opkald hjem og en bon-fire-fest om aftenen. Dejligt!

Jeg vil også gerne fortælle lidt mere som skolen, eftersom jeg allerede har været der i nu 3 fulde dage.
Timerne er stadig stille og rolige; i kemi ser vi letforståelige film, laver indkøbslister til udstyr (kigge efter pris i katalog). I skulptur er vi nu begyndt på at skulle lave et dyr formet ud af en sæbe. Før vi går krig med udhuggelsen af vores sæbeklump, øver vi os med at tegne vores dyr og lave dem i modellervoks. Jeg har valgt en pingvin, et dejligt nemt dyr (:
I min study hall laver jeg stadig ikke rigtig så meget, for det meste slapper jeg bare lidt af. Men som der begynder at komme flere lektier, er det nok en meget god time at have.
I US history har vi de sidste 3 dage fået tiden til at gå med at fortælle jokes, lege "liar/liar" (4 facts om en person, hvor en er falsk, og den skal man så gætte), og lege "guess a tune", hvor vores lærer i dag valgte at finde et rocknummer fra 70/80'erne. Så skulle vi gætte titel og kunstner. Jeg havde ingen anelse, gættede et skud i tågen, og skulle pludselig lave 4 armbøjninger (læreren er wrestling coach) for helt forkert svar.
Algebra 2 er den time, hvor vi laver mest. Min lærer er ret hardcore og taler hurtigt. Nogle gange kan det være lidt svært at følge med med alle de nye engelske udtryk, men indtil videre regner jeg da rigtig nok.
I biologi har vi en glad dame, der godt kan lide at farvelægge ting. Så de sidste 2 dage har vi skulle farvelægge omslag til notater. Og så lavede vi i dag et forsøg, hvor vi skulle teste 5 slags tyggegummier, og se hvilket der var bedst. Min sidemakker spurgte mig, hvordan man siger "gum" på dansk, og prøvede med knap så meget succes. Bagefter fik en anden elev, (der tidligere havde villet høre noget dansk), mig til at sige noget for hele klassen. De kan godt lide udvekslingsstudenter her :p (forresten var der en fyr der spurgte mig, om vi har computere i DK, og jeg tror ikke, det var en joke!)
I min sidste time, advanced composition and research er vi gået i gang med at analysere et ret avanceret digt. Den klasse er en del sværere end de andre, da der bruges mange ord, jeg ikke kender. Men jeg giver det lige nogle timer, og så kan jeg altid skifte, hvis jeg ikke gider klassen mere (det er nemt at være udvekslingsstudent!).  

Alt går godt, det har været nogle lange 3 dage, og jeg glæder mig til at kunne slappe af i morgen aften, når vi kommer hjem fra stævne.

Håber I alle hygger jer derhjemme! (;

krammos!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar