Her er hilsnerne fra mine sidste 3 værtssøskende, de var simpelthen så søde :)
Helena
Maren
Det var en rigtig hyggelig måde at få sagt ordentlig farvel til alle mine venner og veninder. På selve dagen jeg skulle rejse kom 4 af mine tætteste venner over og sagde farvel. Jeg havde besluttet, at de ikke skulle med til lufthavnen, fordi jeg allerede havde alle de tre værtsfamilier at græde med. Derfor fik jeg taget afsked med mine venner, hvilket var ret svært.. I lufthavnen stod jeg med alle mine familier, og det var meget mærkeligt at have dem alle sammen og at tænke tilbage på alle de gode minder, jeg har sammen med dem. De 3 familier har aldrig været samlet før, så det var meget underligt det der med, at det eneste de sådan havde til fælles var, at de alle havde haft mig boende. De stod alle ivrigt og fortalte historier om mig og jokede om ting, jeg åbenbart gjorde, der var anderledes. Sådan stod vi og snakkede i meget længe, men på at tidspunkt var det tid til at sige farvel.. Det gik overraskende hurtigt; jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det gik bare så hurtigt. Jeg gav dem et kram hver, mens der - meget amerikansk, blev udvekslet "I love you" gentagende gange. Lige i det jeg skulle igennem security løb jeg hen og gav dem alle et til kram, før jeg var overladt helt til mig selv endnu en gang.. Jeg stod og biksede med mine mange tasker, og det tog en evighed at komme igennem security check. Mens jeg stod og prøvede at samle mine ting sammen løb tårerne ned af mine kinder - selvom jeg egentlig ikke troede, jeg ville græde så meget. "Would you like a kleenex?" spurgte en rar mand, som sikkert bare troede jeg skulle på ferie for første gang alene. Han kunne jo ikke vide, at jeg i virkeligheden skulle tilbage til mit hjemland. Jeg kom endelig igennem tjekket og sad ikke længe i gaten, før der skulle boardes. I det første fly til Chicago sad jeg helt alene, hvilket var meget godt, for jeg havde ærlig talt ikke lyst til at tale med nogen... I Chicago var mit fly forsinket, og jeg sad og ventede med en svensk pige, der også skulle hjem fra udveksling. På dette tidspunkt var jeg ikke så trist mere og næsten spændt på at komme hjem igen. Jeg sov igennem flyveturen og landede pludselig i Kastrup.. Mens jeg stod og ventede på min baggage, blev jeg pludselig meget nervøs - det var meget mærkeligt. Som jeg stod foran dørene, der går ud mod indgangen af lufthavnen, turde jeg næsten ikke bevæge mig. Tanken om at jeg igen skulle se min rigtige familie, var meget mærkelig...
Jeg så dem næsten ligesom, jeg kom ud af døren. De stod med et stort dansk flag. Der blev hurtigt udvekslet kram og knus, og al nervøsitet var væk. Det sværeste var dog nok at skulle tale dansk igen! Jeg kunne ikke engang huske, hvad kuffert hed på dansk, og det syntes de selvfølgelig var rigtig morsomt!
I hvert fald kom jeg hjem. Følelsen af at være tilbage i mit hus var meget mærkelig - det hele virkede pludselig så småt! Men på en anden mystisk måde var det næsten som om, der ikke var gået noget tid, siden jeg sidst havde været der.
Det var/er svært at vænne sig til at være hjemme igen, men det er lige så stille blevet mere normalt. Jeg savner DL og alt hvad der hører dertil, men det er jo også godt at være hjemme igen :-)
Tak Rotary for et fantastisk år!!
